SPONSORERET

Der findes perioder, hvor en borger har behov for mere ro, struktur og nærvær, end de almindelige rammer kan tilbyde. Det kan gælde på et botilbud, inden for psykiatrien eller på et plejehjem, hvor eksempelvis demens kan skabe et øget behov for støtte og overskuelighed.

Her kan skærmning være en relevant del af den pædagogiske indsats.

Begrebet kan let give associationer til at isolere eller begrænse et menneske, men god skærmning handler i langt højere grad om at skabe de rette omgivelser omkring den enkelte. Målet er at reducere unødige påvirkninger og give plads til ro, relation og forudsigelighed.

Det kræver personale, som kan aflæse situationen og forstå, at det, der virker beroligende for én borger, ikke nødvendigvis har samme effekt for en anden.

Skærmning skal tage udgangspunkt i den enkelte borger

En skærmningsindsats fungerer bedst, når den bygger på kendskab til mennesket frem for på en standardmodel.

Nogle borgere kan blive overvældede af mange mennesker, lyd og aktivitet. Andre kan have behov for tydelig struktur eller en kendt person i nærheden. Det centrale er at forstå, hvad der skaber uro, og hvad der omvendt bidrager til tryghed.

Derfor bør skærmning i psykiatrien ses som en faglig indsats, hvor nærvær, forebyggelse og deeskalering går hånd i hånd.

V-O-V arbejder blandt andet med tryghedspersonale, der anvender en pædagogisk og low-arousal-baseret tilgang. Her er tanken at forebygge eskalering gennem rolig kommunikation, relationsarbejde og opmærksomhed på den konkrete situation.

I praksis kan en skærmningsindsats blandt andet have fokus på:

• at mindske unødige stimuli omkring borgeren
• at skabe en genkendelig og rolig struktur
• at sikre kontinuitet blandt de medarbejdere, der er tæt på
• at opdage tegn på stigende uro tidligt
• at anvende afledning og deeskalering
• at koordinere indsatsen tæt med det faste personale.

Det er netop helheden, der er afgørende. En ekstra medarbejder gør ikke automatisk situationen bedre. Den pågældende skal kunne indgå i den eksisterende faglige indsats og forstå både borgerens behov og arbejdspladsens tilgang.

Kontinuitet kan være lige så vigtig som fleksibilitet

Når der opstår behov for ekstra støtte, kan det være fristende først og fremmest at fokusere på, hvor hurtigt en medarbejder kan være til stede.

Hastighed kan være vigtig. Men i længerevarende forløb får kontinuiteten ofte mindst lige så stor betydning.

For en borger, der reagerer på mange skift eller har brug for tydelige og genkendelige rammer, kan det være krævende hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Samtidig kræver det tid for en ny medarbejder at lære borgerens signaler, rutiner og præferencer at kende.

Derfor kan en mindre gruppe af gennemgående tryghedspersoner være en fordel i nogle forløb.

Når medarbejderne vender tilbage, opbygges der gradvist en relation. De lærer måske at registrere de små tegn, der viser, at en situation er ved at blive vanskelig, længe før det er tydeligt for andre.

Det gør det lettere at arbejde forebyggende.

Også det faste personale kan have gavn af kontinuiteten. Samarbejdet bliver mere smidigt, når de samme eksterne medarbejdere kender arbejdsstedets rutiner, dokumentation og faglige tilgang.

Skærmning bliver på den måde ikke en parallel indsats ved siden af den eksisterende hverdag. Den bliver en integreret del af arbejdet omkring borgeren.

Specialiseret støtte kan også aflaste organisationen

Behovet for skærmning handler ikke kun om den enkelte borger. Et komplekst forløb kan påvirke hele arbejdspladsen.

Hvis én medarbejder konstant skal være tæt på en borger med behov for ekstra støtte, bliver der naturligt mindre tid til de øvrige opgaver. Kollegers arbejdsdag kan blive mere uforudsigelig, og det kan være vanskeligt at fastholde den ønskede ro i resten af miljøet.

Her kan specialiseret tryghedspersonale være med til at skabe mere stabile rammer.

V-O-V har base i Nordjylland og arbejder med pædagogiske og socialpædagogiske indsatser inden for blandt andet psykiatri, botilbud og ældreområdet. Ved skærmningsopgaver er fokus på at tilpasse støtten til den konkrete borger og samarbejde med det personale, der allerede kender hverdagen.

Det er væsentligt, fordi ekstern støtte ikke bør stå alene. Den skal bygge videre på den viden, der allerede findes omkring borgeren.

Før et forløb begynder, giver det derfor mening at være konkret om spørgsmål som: Hvad skaber typisk uro? Hvad virker beroligende? Hvilken kommunikation fungerer bedst? Hvilke rutiner er vigtige at fastholde? Og hvordan deles relevante observationer mellem tryghedspersonalet og det faste team?

Svarene er med til at gøre indsatsen mere præcis.

Den bedste skærmning er derfor sjældent den mest synlige. Det er den indsats, hvor medarbejderne kan skabe så meget ro og forudsigelighed, at behovet for indgriben bliver mindre. Når relation, kontinuitet og faglighed får lov til at være fundamentet, bliver skærmning ikke et spørgsmål om at kontrollere en situation, men om at skabe bedre betingelser for, at borgeren kan være i den.