ANNONCE

Når en investering vurderes, er afkastet ofte det første tal, der får opmærksomhed. Hvor meget er porteføljen steget det seneste år? Har den klaret sig bedre end markedet? Og hvilke investeringer har bidraget mest til resultatet?

Det er relevante spørgsmål, men de fortæller ikke hele historien.

For investoren er det afgørende, hvad der er tilbage efter omkostninger. Gebyrer til investeringsprodukter, handelsomkostninger og betaling for rådgivning kan hver især virke beskedne, men de gentages år efter år. På en lang tidshorisont kan selv relativt små forskelle få betydning, fordi penge, der betales i omkostninger, ikke længere er investeret.

Derfor bør en gennemgang af en portefølje også rette blikket mod udgiftssiden.

En procent er ikke bare en procent

Forskellen mellem eksempelvis 0,5 og 1,5 procent i årlige omkostninger kan umiddelbart se begrænset ud. Men effekten akkumuleres, når investeringsperioden løber over 10, 20 eller 30 år.

Det betyder ikke, at den billigste løsning automatisk er den bedste. Relevant rådgivning, risikostyring eller særlige investeringsprodukter kan have en pris, som investoren vurderer er rimelig. Det interessante er snarere, om omkostningen er synlig, forståelig og står mål med den værdi, der leveres.

En investor bør derfor kunne få svar på spørgsmål som:

• Hvad koster selve investeringsprodukterne?
• Hvad betales der for rådgivning og administration?
• Er der handelsomkostninger eller andre løbende udgifter?
• Modtager rådgiveren betaling fra produktudbydere eller andre tredjeparter?
• Findes der unødvendige overlap mellem investeringerne?

Det sidste punkt kan være særligt relevant i større porteføljer. Flere investeringsfonde er ikke nødvendigvis ensbetydende med bedre risikospredning, hvis fondene i praksis ejer mange af de samme værdipapirer.

Risiko skal vurderes sammen med afkastet

Omkostninger kan måles forholdsvis præcist. Risiko er vanskeligere at sætte på én formel.

Et højt historisk afkast fortæller ikke i sig selv, om en investering passer til den enkelte. En investor, der forventer at bruge en væsentlig del af kapitalen inden for få år, har andre forudsætninger end en person, der investerer langsigtet til pension eller næste generation.

Derfor er risikovillighed kun den ene del af spørgsmålet. Risikoevnen – altså hvor store udsving økonomien reelt kan bære – er mindst lige så vigtig.

En portefølje bør desuden vurderes i sammenhæng med resten af økonomien. Har investoren store værdier bundet i egen virksomhed eller fast ejendom, kan det påvirke, hvilken risiko der giver mening i de finansielle investeringer. På samme måde kan gæld, pension og behovet for likviditet ændre udgangspunktet.

Investeringsrådgivning skal kunne forklares

God investeringsrådgivning bør gøre det muligt for investoren at forstå, hvorfor porteføljen ser ud, som den gør. Pilea Savings beskriver eksempelvis en tilgang, hvor investeringerne tilpasses kundens mål og risikotolerance og kan ses i sammenhæng med blandt andet pension, finansiering og skatteforhold. Pilea oplyser samtidig, at Pilea Savings ikke modtager provisioner, gebyrer eller anden betaling fra tredjepart.

For investoren er gennemsigtigheden væsentlig, fordi en anbefaling bør kunne vurderes på mere end sit forventede afkast. Det bør være tydeligt, hvilke risici der tages, hvilke omkostninger der følger med, og hvilken funktion de enkelte investeringer har i porteføljen.

Det gør også den løbende opfølgning mere meningsfuld. En portefølje bør ikke nødvendigvis ændres, blot fordi markedet har haft et dårligt kvartal. Men hvis investorens økonomi, tidshorisont eller behov ændrer sig, kan forudsætningerne for den oprindelige strategi gøre det samme.

Den mest relevante sammenligning er derfor ikke altid, om porteføljen slog et bestemt indeks sidste år. Det er mindst lige så vigtigt at vide, om risikoen passer til investorens situation, om omkostningerne er rimelige og gennemskuelige, og om investeringerne fortsat understøtter det formål, pengene i sidste ende skal tjene.